Dokumentarfilmen 'Dagbog fra La Paz'
’Dagbog fra La Paz’ er en opsigtsvækkende, respektfuld og ambitiøs dokumentarfilm, der giver en stemme til nogle af verdens mest glemte børn. Med børnenes egne optagelser fortælles den både vigtige og opsigtsvækkende historie om en af verdens stille katastrofer. Det er en dokumentarfilm, men det er også et innovativt eksperiment og en fortælling, der kan skabe debat og opmærksomhed.
FN estimerer, at 150 millioner børn i gadesituation deler samme skæbne på verdensplan. Et uhyggeligt højt tal, der gemmer på 150 millioner forskellige skæbner med én ting tilfælles: De er alle begyndt livet på den mest sårbare tænkelige måde. De fleste af verdens gadebørn mangler ikke kun et hjem, de mangler samtlige basale menneskerettigheder. Hvis de 150 millioner gadebørn havde deres eget land, ville de være lige så mange som hele befolkningen i Rusland. Eller 25 gange som mange som her i Danmark.
Gadebørn lever et ekstremt hårdt og udsat liv i Bolivias hovedstad La Paz. Det estimeres at op mod 800.000 børn og unge bor eller arbejder på gaden i Bolivia, og myndighedernes tilbud er både begrænsede og utilstrækkelige i forhold til at give dem den tryghed, de har brug for. Børn og unge som lever på gaden, lever som udstødte i forhold til resten af samfundet, de bliver diskrimineret og udsat for vold og mishandling, mange er misbrugere og lider af kroniske sygdomme inkl. HIV/AIDS, og især pigerne bliver udsat for seksuelle overgreb. Børnene har ofte ikke identitetspapirer, hvilket betyder de ikke eksisterer nogle steder og derfor heller ikke kan komme i skole eller til lægen.
I ’Dagbog fra La Paz’ lægges statistikerne til side for en stund og fortæller, hvad det egentlig vil sige at være et barn på gaden. Ikke bare mens tv-holdet er på besøg, men hvordan det rigtigt er. Vi inddrager ikke kun de børn, det hele handler om; vi fortæller deres historie sammen med dem. ’Dagbog fra La Paz’ er en dokumentarfilm, der fra start til slut er i øjenhøjde med en gruppe hjemløse børn og unge i Bolivias højtliggende hovedstad. Filmen følger dem i deres barske dagligdag på deres egne præmisser. Det er dem selv der filmer.
At give gadebørn kameraet har krævet en række særlige etiske og sikkerhedsmæssige overvejelser og forholdsregler, som projektets tre parter – Alalay, International Børnesolidaritet og producent Jonatan Jerichow – indbyrdes har enedes om at sikre i processen:
- Sikkerhed (fysisk og psykisk): At lave en dokumentar med gadebørn, som lever i ekstrem fattigdom, som er sårbare, og lever med vold, misbrug og sygdom tæt inde på livet kræver særlige overvejelser og afbødning af risici. Alalay har ledsaget børnene under optagelserne og løbende monitoreret deres situation, individuelt og kollektivt, og afbødet konflikter og sikkerhedsrisici;
- Alder: Filmens hovedpersoner er over 15 år for derved at skabe bedre sandsynlighed for at de vil de kunne give deres frie, forudgående og informerede samtykke til at deltage og forstå mulige kort- og langsigtede konsekvenser af at deltage;
- Etik: At være hovedrolle i en dokumentarfilm kan betyde at barnets historie ’forfølger’ det senere i livet, og dokumentarfilmen skal derfor udvise agtpågivenhed i forhold til sårbare informationer om eksempelvis prostitution og HIV/AIDS. Derudover er det vigtigt at sikre den digitale sikkerhed af optagelserne og det endelige produkt samt at eliminere materiale, der ikke bør/må vises.
