Traumeinformeret og mentaliserende arbejde i socialpædagogisk praksis
Med keynote speaker Janne Østergaard Hagelquist
I denne præsentation vil Janne Østergaard Hagelquist redegøre for, hvordan man kan arbejde traumeinformeret og mentaliserende (mentalisering vil sige at have fokus på mentale tilstande hos sig selv og andre, særligt i forhold til forklaring af adfærd) med forsømte og traumatiserede mennesker. Hun vil dele konkrete eksempler og cases samt præsentere værktøjer til, hvordan socialpædagoger kan møde traumatiserede personer med en traumeinformeret og mentaliserende tilgang.
Janne vil især fokusere på STORM-modellen – en traumebehandlingsmodel, som socialpædagoger kan anvende i praksis i arbejdet med børn, unge og voksne. Modellen understreger betydningen af at have en tydelig ramme, når omgivelserne bliver "stormfulde" omkring traumatiserede individer.
Modellen fremhæver:
-
Sikkerhed – herunder den afgørende betydning af at skabe tryghed i hverdagen og opbygge tillidsfulde relationer som grundlag for oplevelsen af sikkerhed.
-
En traumeinformeret tilgang, der indebærer viden om traumer og deres indvirkning – både på socialpædagogen selv og på de mennesker, de møder i deres daglige arbejde. Forståelse for traumereaktioner kan hjælpe fagfolk med at forstå traumatiserede menneskers adfærd og møde dem med relevante, traumeinformerede indsatser, der styrker sikkerhed, tilknytning og udvikling.
-
Fokus på opbygning af færdigheder, hvor der lægges vægt på at anerkende de særlige udfordringer, den enkelte borger står overfor, og hvordan socialpædagogen aktivt kan understøtte borgerens udvikling ved at fremme styrker og kompetencer målrettet deres behov.
-
Vigtigheden af at styrke ressourcer og at anvende mentalisering konsekvent i alle møder og samspil.